Vælg lokalitet:
|
NEDERMOSE
- uberørt natur nord for Skagen
Nord for Skagen by mellem Buttervej og Batterivej ligger et stort uberørt område, Nedermose. Selvom byen gradvist har ædt sig nordpå, er der stadig meget vild natur her i det næsten 3 kvadratkilometer store område.
Der færdes ikke mange mennesker til dagligt i Nedermose, og kun småstier letter adgangen. Området byder på klit, hede, krat, skov, sø og sump, så der er mulighed for mange naturoplevelser. Området afgrænses mod syd af Butterstien, og umiddelbart nord for her findes et stort lavvandet vandhul. I den sydlige del findes enkelte granafsnit, men ellers er de største dele åbne strandvolde med spredt krat, hede og vandhuller.
Omkring 55 forskellige fuglearter yngler i Nedermose, hvoraf rørskovsarter som Sivsanger(uddød fra 2004), Rørsanger, Vandrikse og Blishøne. Netop om natten i maj/juni kan de mange rørskovsarter høres, når hannerne hævder deres territorie. Under forårstrækket raster mange Skovsnepper og småfugle i området, ligesom rovfugle og ænder benytter stedet. I april/maj ses ofte kærhøge, falke(specielt Aftenfalke) og Mosehornugler raste. Enkelte gange har traner og sort og hvid stork slået sig ned i de mest øde dele. Om efteråret raster mange Dobbeltbekkasiner og Enkeltbekkasiner, som især jægerne registrerer under jagt med hund. I efteråret 1992 blev 15 af sidstnævnte art skudt, og i alt blev skønsmæssigt 50-75 ex. iagttaget. Sidst på efteråret og vinteren igennem raster et mindre antal af Bjergpibere, især i den vestlige del af mosen tæt ved Rensningsanlægget. Fugletrækket mod Sverige om foråret passerer hen over Nedermose, og under østlige vinde ynder ornitologerne at sidde på en klittop lige øst for Fyr Vest også kaldet Blyanten. Herfra kan man både iagttage trækket over land og hav. Om vinteren færdes store flokke af Sjaggere i havtornene, og enkelte Rørspurve og Gærdesmutter giver lyd fra sig. Ofte kan man også se rastende rovfugle på denne årstid.

Ud over de mange fuglearter er Nedermose også kendt flere sjældne plantearter
herunder Vibefedt og arter af Soldug familien.
Foto Kurt Rasmussen
Ræve, rådyr og harer ses almindeligt i området, ligesom hugorme er meget udbredte. I maj/juni genlyder vandhullerne af strandtudsernes kvækken.
Ture til Nedermose har ofte udgangspunkt i redningsstationen på Batterivej ved radarstationen. Herfra går en sti på tværs over området mod Buttervej. Hvis man afsætter et par timer kan man gå til Buttervej og derefter langs stranden østpå til Nordstrand og retur mod syd ad Batterivej til redningsstationen. Fra bunkeren på Batterivej lige syd for Nordstrand kan man beskue det store område.
Også fra Skagen Odde Naturcenter udgår en sti, som rammer stien fra redningsstationen som man enten kan fortsætte hen til eller tage turen over Buttervej til Nordstrand.

|