Vælg lokalitet:
|
RÅBJERG MILE
- Nordeuropas største vandreklit
Cirka 15 kilometer sydvest for Skagen ligger Råbjerg Mile. Milen er bevaret for at vidne om den svundne tids sandflugt, og den bevæger sig, på grund af den vedvarende vestenvind, mod østnordøst med 10-20 meter om året. De højeste dele af Råbjerg Mile ligger 40 meter over havniveau, og den er 1 kilometer bred og 2 kilometer lang. Milen besøges årligt af flere hundredetusind turister.
Milerne på Skagen Odde er karakteristiske for at "kravle i land" på Skagerraksiden for siden at vandre tværs over odden og ende deres dage i Kattegat. Råbjerg Mile har efterladt et "spor" i form af den flade stenslette, Råbjerg Stene - landets største stenslette. De enorme sandmasser har ensformet dette område med en flade af utallige sandslepne, flade sten. Dette område er enestående i Danmark og kan nærmest karakteriseres som et "månelandskab". På dage med lavtstående sol får de sorte sten med deres lange mørke skygger et helt specielt udseende. Her findes fåtallige plantearter som korsarve, dværgsiv, finsiv og pilledrager - en bregneart. Om sommer yngler Gråstrubet Lappedykker, Stor Regnspove i området, og om vinteren ses ofte Bjerglærker her. Stylteløber (2 eks.) er set her som det eneste sted i Skagen Kommune.
På de fleste dage med blot lidt vind kan man iagttage, hvordan sandet vandrer op over milen for at lægge sig på læsiden. På dage med kuling tager denne bevægelse utrolige dimensioner, og træer og buske bliver hurtigt kvalt under de fremstormende sandmasser. Om 1-200 år vil Råbjerg Mile i teorien nå hovedvejen mellem Skagen og Frederikshavn og dermed afskære Skagen. Dette mener nogen dog ikke vil finde sted, da Bunken Klitplantage vil stoppe for videre vandring. Hvis dette er tilfældet vil milen blive til en stor stillestående klit, der efterhånden gror til og forsvinder.
Råbjerg Mile og nærmeste omgivelser huser enkelte par af den sjældne lærkelignende Markpiber, der har sine danske hovedudbredelse på Skagen Odde. I søerne syd for Råbjerg Mile findes det sjældne krebsdyr Bladfod og fuglearter som Rørspurv og Rørsanger yngler, ligesom en del andefugle og Traner kan ses her i træksæsonerne. Klitterne rummer også arter som Sanglærke og Engpiber. Af andre dyr er hugorme og ræv særdeles hyppige i områderne. Førstnævnte nyder at slikke sol på sydvestvendte vindstille steder.
Den sjældne myreløve ses hyppigt i klitområderne i Skagen og også ved Råbjerg Mile. Under larvestadiet graver den en dyb tragt, hvori den venter på, at en uforsigtig myre skal falde ned. Væggene skråner sådan, at sandet ruller under byttet, hvis det falder ned i tragten. Nede i bunden i gemt i et hul sidder myreløvelarven og griber byttet med kindbakkerne. Som voksen bliver myreløven til et firevinget insekt med et vingefang på 7½ centimeter. Den lever kun kort.
Råbjerg Mile og Stene, tilsammen cirka 1.620 hektar, er statsejede og blev fredet i 1902. Milen er beliggende syd for vejen mellem Hulsig og Kandestederne. Man drejer af ind på Kandestedvej fra hovedvej 40 mellem Skagen og Frederikshavn, og efter 3 kilometer drejer man til venstre mod parkeringspladsen for foden af milen. Herfra foretages de fleste ture til milen, og man kan nå toppen af milen i løbet af 10 minutter. Milen storhed kan også iagttages på afstand: Hvis man går 350 meter mod nordøst øst om Råbjerg Kirke, når man til en klittop, hvorfra man se hele milen samt Skagen, Frederikshavn og Hirsholmene. Det er også muligt at nå milen sydfra med udgangspunkt fra plantørboligen ved Bunken Trinbræt. Denne tur går gennem Bunken Klitplantage. Der går også stier fra Bunken Campingplads. Statsskovvæsenet har udgivet en folder over Bunken Klitplantage, hvor Råbjerg Mile er medtaget. Den store oplevelse får man først, når man har besteget milen. Udsigten er storslået, og man får virkelig et indtryk af hvor stort og utæmmeligt området er.
Råbjerg Stene når man enten fra strandsiden efter vandring eller kørsel mod syd fra Kandestederne, eller fra parkeringspladsen ved Råjerg Kirke. Herfra er der en afmærket sti mod nordvest til dette spændende område. Ofte ses Bjerglærker her om vinteren
|