LINKS

Fuglestationerne i DOF

Dansk Ornitologisk Forening afholdt i weekenden 19. og 20. november Repræsentantskabsmøde i Odense. Et af punkterne var Fuglestationsudvalgets status for 2011 samt orientering om forslag til en ny fem-årrig fuglestationsstrategi.

Strategiforslaget er et ambitiøst forsøg på at fastlægge rammerne for Fuglestationsudvalgets og de tre A-stationers arbejde de næste fem år frem mod et niveau hvor de tre A-stationer (Skagen, Gedser og Blåvand) lever op til de krav og ønsker DOF har til stationerne.

En væsentlig del af punktet var økonomien for stationerne de næste tre år.
Hovedbestyrelsen havde fremsat to forslag til beslutning:

1. Planerne om at investere i et hus i Skagen indstilles indtil videre grundet den finansielle situation.
Dette forslag blev besluttet med stort flertal.
2. Der oprettes en Fuglestationstank hvor der afsættes midler til drift af stationerne de næste tre år.
Hovedbestyrelsens forslag indebar følgende:
- DOF afsætter 150.000kr pr. år til drift af de tre stationer.
- Lokalafdelingernes aktivitetspulje på 35.000kr årligt afsættes ligeledes de næste tre år med i alt 105.000kr.
- Resten af Odgaard Arven der var afsat til køb af hus i Skagen, ca. 300.000kr, afsættes som det sidste beløb til driften.
Det betyder at der vil være ca. 500.000kr til drift af de tre stationer de næste tre år.
Også dette forslag blev vedtaget med stort flertal.

Selv om Fuglestationsudvalgets forslag til strategi foreløbig ikke vedtages som en del af DOF´s nye strategi som vedtages i efteråret 2012, så vil udvalget fra det nye iværksætte strategien som rammen for arbejdet de næste fem år. Økonomien er nu faldet på plads for de næste tre år og det giver mulighed for at de tre stationer som et minimum kan gennemføre en stor del af de ønskede aktiviteter. Økonomien styres fra Fuglestationsudvalget og er rammesat ud fra de budgetter som de tre stationer har udarbejdet for 2012 samt et videnskabeligt minimumsprogram for arbejdet på stationerne.

Der vil komme løbende information på hjemmesiden efterhånden som strategiens mange punkter iværksættes.

FSU
November 2012